Nyt fra Bibliotekernes Data og It
Logo 10. juni 2026

 

Nyt fra Bibliotekernes Data og It

 

I dette nyhedsbrev kan du læse:

  • Sæt X i kalenderen - Årsmøde for Bibliotekernes Data og It (BDI) 2026
  • Opdatering af databehandleraftaler
  • Nyt fra Fælles Bibliotekssystem (FBS 2.0)
    • Brugervenlighedstest
    • Brugertest af delleverance 3 og 4
    • Ny selvbetjeningsløsning til låneroprettelse 
    • Implementering af FBS 2.0

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til nyhedsbrevets indhold, er du altid velkommen til at skrive til bibsys@kombit.dk.

Rigtig god læselyst!

Med venlig hilsen
Bibliotekernes Data og It

 
 
 

Sæt X i kalenderen – Årsmøde for Bibliotekernes Data og It (BDI) 2026 

BDI Årsmøde afholdes i år onsdag den 2. december 2026 på Spinderihallerne i Vejle. 

Yderligere information følger snarest muligt, men vi håber, at I allerede nu vil sætte X i kalenderen.

 
 
 

Opdatering af databehandleraftaler

KOMBIT har i de seneste måneder udsendt opdaterede databehandleraftaler for både Fælles Bibliotekssystem (FBS) og Fælles Biblioteksinfrastruktur (FBI). 

Begge aftaler er udarbejdet efter KOMBITs nye standardskabelon, som er udviklet i samarbejde med Det Fælleskommunale Databehandlersekretariat (DBS). Skabelonen bygger videre på Datatilsynets model, og indholdet i bilagene er blevet tilpasset i tæt dialog med både DBS og kommunerne. 

Det er endnu ikke alle kommuner, der har underskrevet de opdaterede databehandleraftaler. Vi vil derfor bede jer sikre, at dette sker hurtigst muligt. 

Til orientering forventes databehandleraftaler for FBS 2.0 udsendt i løbet af efteråret. 

 
 
 

Nyt fra Fælles Bibliotekssystem 2.0 (FBS 2.0)

Brugervenlighedstest 

Den 19. maj 2026 gennemførte KOMBIT en brugervenlighedstest af FBS 2.0 med deltagelse fra syv kommuner. I løbet af dagen arbejdede deltagerne med en række udvalgte scenarier, hvor løsningen blev anvendt både i rollen som fagperson og borger. 

Efter hvert forløb blev løsningen vurderet ud fra en aftalt skala. Der var samtidig god mulighed for, at både kommunale deltagere samt repræsentanter fra KOMBIT og Systematic kunne dele konkrete observationer, erfaringer og feedback. 

Testen forløb tilfredsstillende, og tilbagemeldingerne var overvejende positive. KOMBIT og Systematic indsamlede undervejs en række konkrete forbedringspunkter og brugerindsigter, som deltagerne fremhævede. Disse indgår i det videre arbejde med at optimere løsningen. 

Brugertest af delleverance 3 og 4 

I løbet af vinteren og foråret er der gennemført flere test af delleverancerne i forbindelse med den nye funktionalitet, som Systematic udvikler til FBS 2.0. Projektet har overholdt de aftalte milepæle for delleverancerne, og de planlagte funktionelle ændringer er både modtaget og godkendt. 

Testene gennemføres i praksis i samarbejde mellem FBS-faggruppen, KOMBIT og Systematic. Deltagerne har haft mulighed for selv at afprøve funktionaliteten i et testmiljø samt indgå i dialog med KOMBIT og Systematic om konkrete erfaringer, observationer og generelle tilbagemeldinger. 

Frem mod september 2026 udvikler Systematic den resterende kravspecificerede funktionalitet. Denne vil blive samlet og testet i en leveranceprøve i efteråret. Leveranceprøven omfatter en række sammenhængende testaktiviteter over en længere periode og afsluttes med en samlet afrapportering til projektet. Godkendelse sker på baggrund af de aftalte kriterier med forventet afslutning ved udgangen af september 2026.

Ny selvbetjeningsløsning til låneroprettelse 

Som en del af overgangen til FBS 2.0 får bibliotekerne en ny selvbetjeningsløsning til låneroprettelse – Cicero Join.  

I Cicero Join kan:  

  • voksne borgere oprette sig selv som lånere. 
  • voksne oprette mindreårige og samtidig acceptere at være økonomisk ansvarlig. 

Løsningen tilgås via et link fra fx bibliotekets hjemmeside (FB cms). 

Cicero Join er en del af FBS 2.0 og leveres som standard – ikke som et tilkøbsprodukt.   

Dokumentation og samtykke ved låneroprettelse 

I forbindelse med oprettelse af lånere – særligt mindreårige – vil dokumentation for samtykke blive håndteret direkte i Cicero Join og FBS 2.0 i overensstemmelse med Databeskyttelsesreglernes dokumentationskrav.  

Cicero Join er fortsat under udvikling. Når funktionen er færdig, vil Systematic præsentere løsningen på et af FBS 2.0-møderne for porjektledere. 
 
Implementering af FBS 2.0 

Arbejdet med implementeringen af FBS 2.0 er godt i gang. Systematic og KOMBIT er i løbende tæt dialog med kommunernes projektledere via både Teams-kanalen og KLIK-opgaverne.  

Følgende møder er afholdt i projektet:  

Kick-off netværksmøde for projektledere 

Den 20. april 2026 afholdt Systematic et kick-off netværksmøde for projektledere, hvor planen for udrulning og implementering af FBS 2.0 blev præsenteret. 

Mødet fandt sted i Odense med deltagelse fra stort set alle kommuner samt Sydslesvig. KOMBIT deltog også. Det var en udbytterig dag med god mulighed for erfaringsudveksling og samarbejde på tværs af kommuner. 

Teknisk workshop 

Den 22. april 2026 afholdt Systematic en teknisk workshop som online-møde for projektledere, tekniske medarbejdere, rolleadministratorer og FK-ØKO-koordinatorer. Her blev KLIK-opgaver og økonomiintegrationerne introduceret, og der var stor spørgelyst blandt deltagerne. 

Webinar om økonomiintegration 

Den 1. juni 2026 afholdt KOMBIT et webinar om økonomiintegrationerne målrettet projektledere og FK-ØKO-koordinatorer. På webinaret blev blandt andet debitor-, finans- og fakturaintegration gennemgået. 

Webinaret gav anledning til en række spørgsmål, og vi overvejer derfor at følge op med endnu et webinar efter sommerferien. Der kommer mere information om dette inden sommerferien. 

Netværksmøde 2 for projektledere 

Den 2. juni 2026 afholdt Systematic det andet netværksmøde for projektledere. Mødet blev gennemført via Teams, hvilket også vil være formatet for de kommende netværksmøder. Der var stor deltagelse og mange gode spørgsmål. 

KLIK-opgaver 

Der er publiceret mange KLIK-opgaver, og kommunerne er godt i gang med at løse dem. 

Vi er opmærksomme på, at nogle af de KLIK-opgaver, herunder dem vedrørende økonomiintegrationerne, såsom debitorintegrationen, i første omgang ikke har været tilstrækkeligt biblioteksfagligt forankret. Det beklager vi. Vi er derfor i øjeblikket i gang med at tilrette disse opgaver og forventer at kunne frigive de opdaterede versioner inden sommerferien.

 
 
 

God sommer

Dette nyhedsbrev er det sidste inden sommerferien. Du er dog altid velkommen til at kontakte os på bibsys@kombit.dk, hvis du har spørgsmål. 

Vi er bemandet hen over hele sommeren, og vi vil gøre vores bedste for at besvare eventuelle henvendelser. 

Vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske dig en rigtig dejlig sommer. Samtidig ser vi frem til et spændende efterår fyldt med aktiviteter, som vi løbende vil opdatere om.