Nyt fra DUBU
Logo oktober 2026

 

Nyt fra DUBU

 

Kære DUBU-kontaktperson

I dette nyhedsbrev kan du læse:

  • Velkommen til Gladsaxe og Ikast-Brande kommune
  • Ny domænespecialist på DUBU
  • Tilslutningsaftaler til DUBU 4.0
  • Kommunestyregruppen holdt heldagsmøde
  • KOMBIT søger indstationeret til DUBU
  • Tak for nogle gode superbrugernetværksmøder
  • Din nye sparringspartner, DUBOT'en, er testet
  • Prioritering af ændringsønsker til videreudvikling
  • Ændring af CVR-nummer ved overgangen til Region Østdanmark

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til nyhedsbrevets indhold, er du altid velkommen til at skrive til dubu@kombit.dk.

Med venlig hilsen
DUBU-teamet

 

Velkommen til Gladsaxe og Ikast-Brande kommune

Vi kan nu byde velkommen til de nye DUBU-kommuner, som udvider DUBU-familien til 97: Gladsaxe og Ikast-Brande.

Gladsaxe er godt i gang med implementeringen, og det vil være muligt at oversende sager til dem fra den 27. oktober 2026.

Ikast-Brande er ved at blive introduceret til DUBU, men der er endnu ikke aftalt en dato for, hvornår det bliver muligt at oversende sager. Vi melder ud i et senere nyhedsbrev, når dette er helt på plads.

Tag rigtig godt imod jeres nye DUBU-kolleger!

 

Ny domænespecialist på DUBU

DUBUs domænespecialist, Louise Cueto, har fået nyt job, og er stoppet hos os ved udgangen af september måned. Vi siger tak for mange års godt samarbejde og for en stor indsats for kommunerne. Mange af jer har skrevet direkte til Louise. Fremover må I gerne skrive til dubu@kombit.dk, så er vi flere der kan svare på jeres henvendelser.

Fra 2. november glæder vi os meget til at byde velkommen til vores nye domænespecialist på DUBU, Kristina Heinze. Kristina kommer med mange års erfaring som DUBU-superbruger bl.a. fra sin tid i Holbæk Kommune.

 

Tilslutningsaftaler til DUBU 4.0

Kontrakten med vores leverandør af DUBU 3.0 udløber ultimo 2028, og KOMBIT er derfor ved at forberede udbuddet af DUBU 4.0.

I forbindelse med det kommende udbud er der sendt tilslutningsaftaler ud til DUBU 4.0. Aftalerne er sendt ud den 17. september 2026 til DUBU faglige ledere og programledere. Frist for tilslutning er den 15. december 2026.

Vi holdt webinar for kommunerne den 18. september, hvor vi gennemgik hovedpunkterne i tilslutningsaftalen. Hvis du ikke fik set webinaret, og er interesseret i at få et link til optagelsen eller i øvrigt har spørgsmål til aftalen, så skriv meget gerne til dubu@kombit.dk.

 

Kommunestyregruppen har holdt heldagsmøde

Kommunestyregruppen mødtes den 14. september til heldagsmøde i København, hvor en række centrale emner for DUBU blev drøftet. Blandt temaerne var behovet for en tættere sammenhæng mellem økonomistyring og DUBU, styrket understøttelse af udførerområdet samt integration til MedCom-korrespondancer, som kan bidrage til en mere smidig kommunikation med blandt andre læger.

På mødet blev DUBUs produktstrategi også genbesøgt og justeret, så den fortsat understøtter kommunernes behov og ønsker til løsningen.

Kunstig intelligens (AI) var ligeledes på dagsordenen. Der blev nedsat en mindre arbejdsgruppe med deltagelse af tre kommuner fra styregruppen, som skal undersøge mulighederne for at genanvende viden og erfaringer på tværs af kommunerne samt identificere potentielle AI-baserede løsninger. Arbejdsgruppen skal desuden komme med forslag til principper for anvendelse og udvikling af AI i relation til DUBU.

Endelig blev det drøftet, hvordan kommunerne kan få endnu større værdi af DUBU. Her var der blandt andet fokus på, hvordan KOMBIT kan understøtte kommunerne gennem målrettede implementeringsindsatser. Dette arbejde fortsætter i 2027.

Du kan læse mere om kommunestyregruppen og se, hvilke kommuner der er repræsenteret, på Kommunal involvering i DUBU.

 

KOMBIT søger indstationeret til DUBU

Vil du være med til at udbrede anvendelsen af DUBU?

Vi søger en DUBU-superbruger, som vil være med til at arbejde for at kommunerne får størst mulig værdi af at anvende DUBU.

Som indstationeret bliver du en del af DUBU-teamet, og får en vigtig rolle i samarbejdet med kommunerne.

Dine primære opgaver

  • Støtte ledere, superbrugere og slutbrugere i at anvende DUBU bedst muligt.
  • Planlægge og gennemføre webinarer, workshops og møder
  • Besøge kommuner og skabe tæt dialog om deres anvendelse af DUBU
  • Formidle information om ændringer, releases og kommende initiativer
  • Udarbejde målrettet uddannelses- og vejledningsmateriale
  • Have blik for den samlede opgaveløsning i kommunerne og inddrage relevante kolleger, systemer og værktøjer
  • Være bindeled mellem kommuner og dine kolleger i DUBU-teamet ift. ønsker fra kommunerne
Vi forestiller os, at du
  • er superbruger med flere års erfaring og gerne fra forskellige kommuner
  • er udadvendt og trives med at være ude hos kommunerne
  • kommunikerer klart og skaber gode relationer
  • er vant til at undervise både ledere og medarbejdere

Varighed
Indstationering er for hele 2027 og på fuld tid. Hvis dit arbejdssted kun ønsker at udlåne for fx 4 dage om ugen, kan det dog også aftales.

Arbejdssted:
Din arbejdsmæssige base vil være i KOMBIT, Halfdansgade 8 i København.

Du skal dog forvente at have en del rejseaktivitet rundt i landet og være fysisk ude i kommunerne.

Sådan ansøger du
Hvis du er interesseret i at blive indstationeret hos KOMBIT, skal du sende en motiveret ansøgning til dubu@kombit.dk senest den 13. november 2026, hvor du kort skriver lidt om dig selv, fx:

  • Din motivation for at blive indstationeret
  • Din nuværende rolle samt erfaring med DUBU
  • Din erfaring med at undervise

Praktisk information
Din kommune får dækket udgifter til løn og eventuel transport i udlånsperioden. Det er naturligvis en forudsætning, at din arbejdsplads er indforstået med at udlåne dig.

Der vil være mulighed for at få et tillæg på 2.500 kr. månedligt udover din nuværende løn.

Vil du høre mere?
Hvis du vil høre mere om indstationeringen, er du velkommen til at kontakte DUBU-teamet på dubu@kombit.dk.

 
Tak for nogle gode superbrugernetværksmøder
 
 

I alt ca. 280 superbrugere deltog i de 6 superbrugernetværksmøder, som vi afholdt i august og september måned i de forskellige regioner.

Emner på møderne var bl.a. ledelses- og styringsrapporter via FLIS og Athene, anvendelse af AI, nye Fælles Faglige begreber på Børne- og ungeområdet, tips til avancerede søgninger, integrationsmuligheder mm.

Og lige så vigtigt var dagene krydret med masser af bord-, gruppe- og netværkssnakke på tværs af kommunerne.

En stor tak fra DUBU-teamet for god opbakning, dialog og værdifulde drøftelser og jeres input til hvordan vi klæder superbrugere bedre på, og hvad der er vigtigt for at få anvendt DUBU bedst muligt.

 

Din nye sparringspartner, DUBOT’en, er testet

103 DUBU-brugere fra 43 af landets kommuner har netop afsluttet test af DUBUs AI-assistent, DUBOT’en.

DUBOT’en er kommunernes nye sparringspartner til vejledning i brugen af DUBU. Den skal gøre det hurtigt og nemt at få svar på spørgsmål til brugen af DUBU. Det betyder mindsket behovet for at spørge en kollega, navigere rundt i DUBUs vejledningsmateriale eller at oprette supportsager hos Netcompany. DUBOT'en kan ikke vejlede i konkret lovgivnings- eller sagsarbejde, da lovhjemlen til dette endnu ikke er på plads. Vores test af DUBOT’en viser, at DUBOT’en særligt har værdi for nye DUBU-brugere, der endnu ikke er hjemmevante i løsningen, og i ’fejlbehæftede/fastlåste sager’ fx hvor indsatser ikke kan afsluttes eller indberetninger til Danmarks Statistik fejler.

I samarbejde med vores to indstationerede kommunale DUBU-superbrugere, Klaus og Tugba, er vi nu i gang med at forbedre DUBOT’en, så den oftere kommer med korrekte og hjælpsomme svar. Som led i arbejdet forbedres også dele af det vejledningsmateriale, som DUBOT’en baserer sine svar på.

Vi forventer at gå i luften med DUBOT’en i det nye år. I kommer selv til at vælge, om I, i jeres kommune, vil ibrugtage DUBOT’en. Vi kommer til at understøtte jer med compliancemateriale, webinar for ledere og superbrugere samt kort oplæring for alle de brugere, I vælger, skal have adgang til DUBOT’en. I hører mere herom senere på året.

En stor tak for indsatsen til alle 103 DUBOT-testere!

 

Prioritering af ændringsønsker til videreudvikling

I uge 38 havde vi en hel dag sammen med Referencegruppen, hvor vi havde en masse gode diskussioner og refleksioner om de ændringsønsker, som var højst prioriteret af alle jer kommuner, som havde givet jeres stemme til kende.

Det seneste års videreudvikling har i høj grad været præget af lovmæssige ændringer. Derfor har det ikke været muligt at arbejde lige så meget, som vi gerne ville på de prioriterede ændringsønsker fra forrige år. De prioriterede ændringsønsker fra forrige år blev derfor taget med i vurderingen, så de også fik en chance for at komme med i denne runde.

Vi fik i den forbindelse stillet skarpt på, hvad der er vigtigst lige nu, og hvor vi skal lægge kræfterne, så vi kan begynde at arbejde med ændringsønskerne i den rigtige rækkefølge. Det er som altid med forbehold for, at der kan opstå uforudsete behov, som tager forrang og kan lægge beslag på de midler, vi har til rådighed.

Referatet fra referencegruppemødet ligger på KOMBITs hjemmeside.

Læs referatet her.

 

Ændring af CVR-nummer ved overgang til Region Østdanmark

Der vil pr. 1. januar 2027 ske en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden til Region Østdanmark. Med sammenlægning vil der ske ændringer af de CVR-numre, der aktuelt benyttes for regionale tilbud. Det betyder, at man fremover skal oprette sine leverandører med det nye CVR-nummer.

Vi sender en mail til alle superbrugere med en nærmere vejledning til, hvordan I skal gøre for at få registreret jeres leverandører rigtigt.